I 1974 havde Beuth De valore fået forstærkning til at betjene hopperne af den brunskimlede Tito van´t Oievaarnest , som Johs. Weinrich havde importeret fra Belgien, efter jeg havde købt Beuth af ham. De 2 hingste bedækkede tilsammen over 100 hopper. Belgieravlen var på dette tidspunkt begyndt at skrumpe ind, så de efterfølgende år kunne Beuth selv klare hopperne og Tito blev solgt til Ø. Hornum belgiske hesteavlsforening.



I forsommeren 1977 bliver Beuth ramt af tarmslyng under en bedækningsrunde (dengang kørte vi rundt og betjente hopperne) og inden dagen var omme havde han forladt det liv, hvor han altid havde sejret. Nu var gode råd dyre – for hvor finder man en afløser til en tophingst ?

En af de hingste som kunne komme i betragtning var den brune Kasper, som havde været fløjhingst ved kåringen i Randers i 1974. H.P Christoffersen som ejede ham dengang indvilgede i at sælge ham, blot skulle vi betjene de hopper færdige, som han havde bedækket. Det var en aftale vi nemt kom over, for Kasper var meget frugtbar, og der blev ingen omløbere. Kasper var en lille men kæk og meget typefast hingst , der havde fået navnet fra sin opdrætter Kasper Sørensen, som boede på den lille halvø Gjøl i Limfjorden. Her var der drevet belgieravl i mange år og sønnerne Leif og Hardy videreførte avlen oppe I Vildmosen, hvor barnebarnet Lasse også blev en interesseret avler. Kasper var som sagt en lille hingst, men med en fremragende afstamning, Faderen var den betydelige Rysse Bombardier og moderen Mari var efter den fynske avlsmatador Domino De Limelette. Kasper blev fader til mange dejlige døtre og gav 3 kårede sønner, hvoraf specielt den brune Major Kompanis, som var indavlet på Rysse Bombardier og fløjhingst 1979, gjorde sig stærkt gældende på Sjælland.

Belgieravlen i Jylland ”gik stadig baglæns” og efter 3 bedækningssæsoner besluttede vi, at der ikke mere var grundlag for at holde belgierhingst her på hingstestationen, og Kasper blev i 1980 solgt til Erling Mortensen, som boede på den lille ø Hindø i Ringkøbing fjord, og hos ham endte Kasper sin dage.



Tiden der nu kom - uden at der stod en belgierhingst i stalden - føltes nogen gange mærkeligt og selv om vi havde travlt med de andre hingste, meldte savnet efter at have en sådan lodden bamse i stalden sig ofte.



”Gammel kærlighed ruster ikke”, siger et gammelt ordsprog og det gjaldt også kærligheden til den belgiske hest . Så i foråret 1986 flyttede der på ny en belgierhingst ind på hingstestationen og efter ham fulgte senere endnu flere. Den historie må i ha’ til gode til senere.